Tverstedsøerne


I Tverstedsøerne breder gule og hvide åkander sig i vandoverfladen. Tverstedsøerne ligger i udkanten af Tversted Klitplantage, Nordjyllands ældste klitplantage. I kan gå en tur rundt om søerne, hvor I også let kan krydse klitterne og nå ned til den brede sandstrand ud mod Tannisbugten.

I området omkring Tverstedsøerne vokser flere spændende planter. I sommerhalvåret blomstrer åkanderne i søerne, de fredede orkideer, hjertebladet fliglæbe og knærod i plantagen og den blodrøde storkenæb i klitterne. Derudover besøges søerne flittigt af gråænder og blishøns. Nordøst for søerne ligger Danmarks sidste fungerende stokmølle. Den er fra 1912 og placeret på toppen af en lade. Navnet stokmølle kommer fra det kraftige tømmer, som bærer møllevingerne.

Der er flere afmærkede vandreruter i området heriblandt den nationale cykelrute Vestkystruten, som krydser gennem Tversted Klitplantage. Syd for Tverstedsøerne finder I en stor naturlegeplads til børnene, parkeringsmuligheder og toiletter.